Asger Steenholdt i sit musikstudie

Asger Steenholdt i sit musikstudie

Rockmusiker og forandringsagent

Jeg gør ledere bedre til få følgeskab fra deres medarbejdere, og er en atypisk sparringspartner inden for ledelses- og organisationsudvikling.

Jeg udvider det ledelsesmæssige repertoire og giver lederen flere strenge at spille på. Ofte bruger jeg musikken som metafor, for min erfaring kommer fra at spille forskellige instrumenter i bands, og ikke fra siloer i en organisation. Men budskabet og intentionen er den samme; vi skal have det til at spille.

Nogle kalder mig en “skæv profil”, der holder “sparke-røv-indlæg” og fungerer som en “dåseåbner” der “gør svære samtaler mindre dramatiske”. Andre mener at jeg har en stærk evne til at “lede rummet” og at bruge mange års musiske kompetencer til at hjælpe ledere og medarbejdere til at “spille bedre sammen”.

Baggrund

Jeg er født i København i 1964, og har beskæftiget mig med at underholde og udvikle mennesker gennem mere end 30 år. I gymnasiet i Allerød spurgte et par af de ældre elever om jeg ville skrive musik til deres teaterstykker, og det blev starten på et længere samarbejde med Nikolaj Cederholm og teatergruppen Dr. Dante. Jeg var kapelmester og skrev musik til 5 forestillinger og var helt klart en ung og formodentlig elendig leder for de små grupper af frivillige, der udgjorde orkestrene i de forskellige stykker.

Jeg uddannede mig som professionel bassist i USA og på Rytmisk Musikkonservatorium, og som 25-årig arbejdede jeg som freelance-musiker med bl.a. Nikolaj Steen, Lars H.U.G., Savage Rose, Radioens Underholdningsorkester, Jan Glæsels Orkester, Meyerheim Show, Linie 3, Love Shop, Dr. Dantes “Gasolin”, Caroline Henderson og Betty Nansen’s “Hair” opsætning.

Jeg lærte en masse om at træde ind og ud af teams, at arbejde intenst og projektorienteret, om at være i et band hvor man er hinandens bedste venner i 3 måneder, blot for at skifte hele bandet og hele vennekredsen ud efter 3 måneder til fordel for et nyt band. Jeg lærte om grænser, autencitet, kreativitet, mod - og om ledelse og selvledelse. Og jeg lærte at navigere i og at håndtere en performancekultur, hvor du bliver vurderet hvert eneste sekund af dit publikum.

I 1997 blev jeg bassist i Big Fat Snake - og senere skiftede jeg bassen ud med guitaren. Livet som rockmusiker i et af Danmarks største orkestre bød på mange situationer, hvor manglen på formaliseret ledelse gav store udfordringer. Jeg har en næsten umættelig nysgerrighed, og tog på kursus efter kursus i metoder, som jeg håbede kunne støtte og udvikle vores samarbejde, kreativitet og kommunikation i bandet.

Men det er svært at være profet i sit eget hjemland, og jeg oplevede snart at mennesker uden for organisationen havde lettere ved at lytte til mine inputs og bruge dem til at skabe forandringer. Så jeg har bevæget mig fra at lave 90% underholdning og 10% udvikling til det modsatte.

Fra “haha” til “aha!”.

Det, der får mig til at stå op om morgenen, er at udvikle mig selv, udvikle andre mennesker og udvikle organisationer ud fra de erfaringer og metoder, jeg har tilegnet mig gennem livet. Musikken, lydhørheden og bevidstheden om at skulle performe er stadig mit afsæt, men målet er et andet. Fokus er ikke længere på musik som underholdning - men musik som udviklende element i komplekse opgaver og relationer.

Jeg kalder mit virke for “Face the Music” fordi jeg er optaget af at se tingene som de er, og reagere konstruktivt på dem. At tage ansvar for at forbedre det jeg kan - og hjælpe andre med at gøre det samme.

Band-ånden har jeg taget med mig. I et godt band kompletterer og forlænger de enkelte personligheder og kompetencer hinanden. Der er ingen grund til at have to guitarister der spiller på samme måde hele tiden - men det lyder rigtig godt hvis de supplerer hinanden, er gode til forskellige ting og har gensidig respekt. Sådan er Face the Music også opbygget, og jeg er stolt af at arbejde med mennesker med så forskellige baggrunde og tilgange til udvikling og forandring.

Jeg er optaget af kompromisløs autencitet og integritet, og af at finde ind til hvilken ledelse, der er brug for i en given kontekst - ikke i hvad der er “god” eller “dårlig” ledelse. Min viden kommer ikke fra CBS eller McKinsey, men fra mere end 30 år som professionel musiker. Igennem mange år har hovedinspirationerne i ledelse været tanker fra militæret og fra sporten. I krig og i fodboldkampe skal man vinde over nogle andre - det skal man ikke i musikken.

Derfor er musikken yderst relevant, når vi vil skabe en virkelighed hvor folk spiller sammen for at gøre så mange som muligt til vindere.