Der skal fandme stå “Executive Coaching” på regningen!

En go-getter på vildveje

Hun var først i 40’erne, med tindrende øjne og smilehuller. En totalt go-getter, der havde startet og solgt flere virksomheder, den første allerede inden hun var blevet 30. Det havde krævet meget arbejde, og i den proces havde hun droppet motion og sund kost til fordel for uhyggeligt mange timer foran computerskærmen. Måske var det derfor hun klædte sig i store skjorter, der hang løst og ikke afslørede hendes former.

Sjælen hænger i laser

Nu voksede hendes tredje virksomhed eksplosivt. Hun havde knækket koden til hvordan hun skalerede, og var på et år gået fra under 20 ansatte til over 50. Det havde også krævet mange timer, denne gang på kontoret, til møder med medarbejdere, i bestyrelseslokalet og til møder med investorer.

Og denne gang er det ikke kun kroppen, men også hendes parforhold og hendes sjæl, der hænger i laser.

Jeg har ikke brug for terapi

Det første hun siger er “Asger, jeg har ikke brug for terapi. Jeg skal bare lige finde melodien igen, få snuden i sporet og være sikre på at vi får den næste investering på plads. Jeg har brug for coaching; vi skal sætte nye mål, realitetskorrigere, se på mine muligheder og lægge en handlingsplan. Jeg ved at jeg har det hele i mig, jeg har bare brug for en at vende det med. Så det er ligesom sidste gang jeg havde et forløb med dig.”

Snup en tudekiks

Sidst hun var i et coachingforløb er fem år siden. Siden har hun ikke sat tid af til refleksion, sparring eller coaching. En investor er både trådt ind i bestyrelsen og fungerer også som mentor, men det har medført en rolleforbistring. Som investor vil han gerne have sin investering hjem – gange 20. Som bestyrelsesmedlem er han den ældste og mener, at hans uddannelse og inputs stadig er tidsvarende – og vil gerne have det sidste ord.

Som mentor er hans yndlingssætning “snup en tudekiks; nu kigger vi fremad”, for det var sådan han fik succes.

Virkeligheden overhaler indenom

For fem år siden var GROW-modellen mit foretrukne værktøj som coach. Der kom altid synlige resultater, når jeg fulgte den model, og spurgte mine klienter:

• • Hvad er dit mål (Goal)?
  • Hvad er din virkelighed (Reality)?
  • Hvad kan du gøre (Options)?
  • Hvad vil du gøre (Will)?

På en coachingsession kunne jeg stort set tidssætte de 4 faser med lige meget tid til hver. Så gik mine klienter lykkelige ud ad døren med motivationen lysende ud af øjnene efter en time eller to. Supersmart, og selv om det er en gammel teknologi, så virker det rigtig godt. Så længe systemet er i balance.

Men virkeligheden har flyttet sig. Hun har nu børn på 2 og 5, og hendes mand, der forelskede sig i en entreprenør, er nu gift med en direktør, der har fået et nyt sprog, nye forventninger til sine omgivelser, og nye forventninger til ham. Og han er ikke længere tilfreds med at sætte sin karriere på stand-by, hente børnene 4 ud af 5 dage og lave mad 6 ud af 7 dage.

Følelser der gik fløjten

De kunne engang tale om alt. Nu er alle samtaler som et minefelt med en smal sti fra ham til hende og tilbage. De kan tale om børn og ferier. Resten er emner, der helst skal undgås. Intimiteten mellem dem er mere end sparsom, og hun har konstant dårlig samvittighed.

Når hun er hjemme svigter hun jobbet, når hun er på jobbet svigter hun familien. Når hun henter børnene svigter hun bestyrelsen, når bestyrelsesmødet går over tid fordi “der er opstået en enestående mulighed”, svigter hun børnene. Og lige meget hvem hun prøver at gøre glad, svigter hun stadig sig selv.

Hun har længe “snuppet en tudekiks; og kigget fremad”, men hun ikke længere se fremad. Der er tåget. Og mørkt.

Hvad er prisen?

Allerede i den første coachingsession bliver det tydeligt, at hun er overbebyrdet. At arbejde med at være mere produktionsorienteret ikke bare er en dårlig ide; det er direkte skadeligt. Hun får hjertebanken og klamme håndflader bare af at tænke på at få det hele til at gå op.

“Det går ikke. Alting stritter på mig! Min krop siger nej.” siger hun.

Da jeg ikke er eksperten på hvordan det er at være hende, foreslår jeg, at vi i fællesskab undersøger hvad det egentlig er, hun har brug for.

Hun siger “Jeg har brug for at rive det her glansbillede i stykker. Jeg kan ikke både være der 100% for min familie og 100% for min virksomhed – og så samtidig prøve at få bare 10% til mig selv. Jeg er inderligt udmattet af at prøve at leve op til den power-woman historie, som jeg selv har været med til at skabe i medierne!”

“Hvad er prisen for at rive det glansbillede i stykker?”, spørger jeg.

“Det ved jeg ikke” svarer hun “men jeg vil ikke sætte min familie og mit helbred over styr for min forretning.”

Fra GROW til SLOW

Vi kigger på hendes prioriteter, og det går op for hende, at hendes eget mentale og fysiske helbred er det vigtigste. Uden det kan hverken familien eller virksomheden fungere. Derfor har hun brug for “at sætte pickuppen ned i en anden rille”, som hun siger. Spille en anden sang, finde et nyt mønster, få nye erfaringer ved at prøve at reagere på nye måder.

Hun når frem til denne model, som hun vil afprøve. Vi kalder den “SLOW”-modellen for at minde om, at den er et alternativ til GROW-modellen.

• • STOP: Stop op og vær fuldt til stede i det nuværende øjeblik. Tag en dyb indånding og være opmærksom på tanker, følelser og fysiske fornemmelser. (Stop)
  • LISTEN: Lyt dybt til dig selv og dine omgivelser. Lyt til din indre stemme og intuition, og søg at forstå og anerkende din egen oplevelse, uden dom eller vurdering.
  • OPEN: Fortæl omgivelserne hvad der sker i dig. Tænk dine følelser som data, der kan være til glæde for andre.
  • WONDER: Vær i nuet med en undersøgende tilgang, med nysgerrighed og åbenhed, uden nødvendigvis at vente på noget specifikt. Stol på at dine omgivelser vil støtte dig, når du er transparent omkring dine indre processer.

At søge underet

Hun havde været vant til altid at skulle klare alting selv. Fra en meget tidlig alder havde hun haft opgaver på hendes forældres papirfabrik, og hun havde været vant til at kunne arbejde for to eller tre. At slippe de gamle mønstre, der sagde, at “hvis man ville have noget gjort ordentligt skulle man gøre det selv” ville ikke blive let. Hun sagde “det er sateme et mirakel, hvis den her SLOW-model virker, Asger…”

“Det kan du kun finde ud af ved at prøve det og undersøge det”, svarede jeg, “måske “at undersøge” betyder “at søge underet”.”

Undersøgelsen er i gang

Undersøgelsen er i gang. Vi tilretter løbende og river nye glansbilleder i stykker. Balancen mellem familietid, arbejdstid og mig-tid bliver bedre og bedre – med enkelte tilbagefald. Intimiteten med hendes partnere begynder at vende tilbage, og hendes bestyrelse støtter hende i at tage vare på sig selv, så hun kan holde længe. Hun har fundet sine egne måder at praktisere selvomsorg på, en lille oase af alenetid hver uge. Hendes stress-symptomer er langsomt aftagende.

Er det coaching eller psykoterapi?

Er det coaching eller psykoterapi? Eller er det begge dele? Jeg går ikke så meget op i det, så længe min klient oplever en positiv forandring i sit liv. Men hun går op i det. For efter hver session, når vi har aftalt en ny tid, og hun er ved at gå ud af døren, siger hun:

“Asger, jeg ved godt at det er psykoterapi, det vi laver. Men der skal fandme stå “Executive Coaching” på regningen!”