fbpx Skip to content
Silhuet af en figur, der symboliserer Atlas, som står med himmelhvælvet på sine skuldre, og illustrerer budskabet om, at vi ikke behøver at bære alle byrder alene. Billedet understøtter temaet om at finde styrke i at søge hjælp og støtte fra andre.

At søge hjælp er et tegn på styrke

Vi bærer alle vores egne udfordringer, men i modsætning til Atlas, der bærer himmelhvælvet alene, behøver vi ikke klare alting selv. Styrke handler ikke om at tage alt på egne skuldre. Det handler om at vide, hvornår vi skal sætte byrden ned og række ud efter hjælp. At søge hjælp er et tegn på styrke, ikke et nederlag. Det kræver mod.

Som Brené Brown siger: “Vulnerability is not winning or losing; it’s having the courage to show up and be seen when we have no control over the outcome.” At turde være sårbar og søge hjælp er et tegn på styrke.

Myten om den ensomme ulv

Vi lever i en kultur, hvor den ensomme ulv ofte hyldes – den person, der klarer alting alene. Men ligesom ulve trives i flok, er vi mennesker også stærkere sammen. Den virkelige styrke ligger ikke i at stå alene, men i at erkende, hvornår vi har brug for støtte. At række ud kræver mod og sårbarhed, og det kan kun ske med tillid. Uden tillid isolerer vi os og skaber vores egen ensomhed.

Tillid og sårbarhed: To sider af samme sag

Sårbarhed åbner døren til tillid. Når vi viser vores svagheder, skaber vi mulighed for dybere relationer. I disse øjeblikke af tillid opstår den ægte styrke, som binder mennesker tættere sammen. Når vi deler vores byrder, bliver de lettere at bære. Samtidig giver vi andre mulighed for at være en del af vores rejse.

Når byrder bliver lettere

Atlas var dømt til at bære sin byrde alene, men vi har et valg. Når vi deler vores udfordringer, hvad enten det er med en ven, kollega eller professionel, opdager vi, at byrden bliver lettere. Det, som før føltes uoverkommeligt, kan pludselig synes mere håndterbart. Vi får nye perspektiver fra dem, vi stoler på, og det kan åbne op for løsninger, vi ikke selv så.

At tage imod hjælp er styrke

Det kræver mod at tage imod hjælp, fordi vi dermed erkender vores grænser. Men det er ikke et tegn på svaghed. Det viser, at vi tager ansvar for vores trivsel. Når vi lader andre hjælpe os, giver vi dem også mulighed for at vise deres omsorg. Har du nægtet at give andre hjælp, når behovet var oprigtigt, og du havde muligheden? Nej, vel. Og hvor fik du det af at give din hjælp? Du fik det bedre, gætter jeg på. Så når du beder om hjælp giver du den anden en gave; muligheden for at hjælpe.

Hvordan lærte du at bære hele verden på dine skuldre?

Spædbørn ved godt hvordan de skal bede om hjælp. De råber, til de får det, de vil have – mad, en ren ble, kontakt, omsorg, at blive vugget i søvn. Men hvis deres erfaring hen ad vejen bliver, at de ikke kan få det, de har brug for fra deres nærmeste, selv når de beder om det, holder de op med at bede om hjælp. De klarer den selv. De bliver selvforsynende. Selvom det kan være rart at være selvforsynende under nogle omstændigheder, kan det blive meget ensomt på den lange bane. Derfor kan det være en god idé at skabe sig nye erfaringer – selv som voksen. Erfaringer, der handler om, at kunne bede om hjælp som voksen – og få den.


At række ud efter hjælp kan være et vigtigt skridt mod at forstå sig selv bedre og opnå større livskvalitet. Psykoterapi kan være en måde at arbejde med dine følelser, tanker og adfærd i et fortroligt rum. Du har mulighed for at udforske, hvad der fylder for dig, og finde løsninger, der giver mening i din hverdag. Læs mere om, hvad psykoterapi indebærer her​.

For mange kan stress føles overvældende, og det kan være en hjælp at få nye perspektiver. Psykoterapi kan bidrage til at skabe større klarhed og ro, når livet bliver hektisk. Læs mere om psykoterapi mod stress her​.

Hvis du er nysgerrig på, hvordan psykoterapi kan passe til netop din situation, kan du læse videre her: Hvorfor vælgepsykoterapi?
Back To Top

Hjemmesiden bruger cookies.  Læs mere