FAR FOR FØRSTE GANG – EN OVERLEVELSESGUIDE

At blive far er noget af det vildeste, der kan ske i et menneskes liv. Og alligevel taler vi alt for lidt om, hvor svært det faktisk er. Mange mænd tror, at de burde have styr på det hele fra starten – at faderskabet bare er noget, man vokser ind i. Men sandheden er, at det er en identitetskrise. Hvis du ikke mærker det i begyndelsen, så rammer det dig senere, når du opdager, at du ikke længere er den samme.

Jeg ved det, for jeg har selv været der. Fire gange. Og hver gang blev jeg overrasket over, hvor meget mit liv blev vendt på hovedet. Hvor hårdt det var at være på fra morgen til aften. Hvor lidt tid der var til at være mig. Hvor hurtigt det føltes, som om jeg var røget ud på en sidelinje i mit eget liv.

Og hver gang kæmpede jeg imod. I stedet for at gå med det, der var logisk – at overgive mig til den nye virkelighed – holdt jeg fast i ideen om, at jeg stadig kunne holde fast i mit gamle liv. At jeg stadig kunne have tid til mig selv, min kæreste, mine projekter. Indtil jeg måtte erkende, at kampen i sig selv gjorde det hele værre.

At det faktisk var lettere at overgive sig. Ikke som et nederlag, men som en accept.

NÅR IDENTITETEN RAMLER

At blive far betyder, at du mister dig selv lidt. Ikke for altid, men nok til, at du kan mærke det.

For mig betød det, at jeg pludselig så mig selv gennem en ny linse: Var jeg den far, jeg havde forestillet mig, at jeg ville være? Var jeg en bedre far, end min egen var? Var jeg overhovedet nok?

Og svaret var ikke entydigt. Jeg prøvede at leve op til mit eget ideal, men ramte muren igen og igen. Jeg opdagede, at jeg ikke kunne være en fejlfri far – men jeg kunne være en far, der prøvede. Og det var i virkeligheden dét, der betød noget.

KÆRLIGHED, SKYLD OG AFMAGT

Der var perioder, hvor jeg følte mig totalt overvældet. Især når jeg stod med et grædende barn, og min trøst ikke virkede. Når jeg kunne mærke, at barnet søgte sin mor i stedet. Den følelse af at være sekundær. Ikke uønsket, men heller ikke den primære kilde til tryghed.

Og samtidig savnede jeg min kæreste. Ikke bare hende, men os. Vi var ikke længere centrum i hinandens liv – vi havde rykket os bag kulisserne, og på scenen stod en anden.

Men midt i det hele var der også øjeblikke, hvor tiden stod stille. Som når jeg lå i sengen med den mindste, og vi begge overgav os til søvnen. Først modvilligt – fordi jeg stadig bildte mig ind, at jeg skulle noget – men så skete der noget. Barnet faldt til ro, og jeg fulgte med. De øjeblikke, hvor jeg kunne mærke den lille varme krop synke tungere ind mod mig, hvor åndedrættet blev dybere, og hvor verden trak sig lidt tilbage.

Der var ingen præstation dér. Ingen forventninger. Kun væren. Og jeg lærte at værdsætte det – ikke fordi jeg var dygtig til det, men fordi jeg endelig holdt op med at modarbejde det.

DE MØRKE ØJEBLIKKE

Efter den første stoltheds- og lykkerus kom en periode, hvor det hele føltes som én lang tunnel. Jeg talte med mine venner om det, men de sagde mest noget i stil med: “Er det ikke bare sådan, det er?”

Jo. Men det gjorde det ikke nødvendigvis lettere at være i.

Det, der hjalp, var tiden. At opdage, at faderskabet er en investering. At barndommen ikke bliver genudsendt. At det eneste, der for alvor betød noget, var at være der. Ikke på en perfekt måde, men på en virkelig måde.

DET, DU KAN GØRE

Der er ingen hurtige løsninger, men du kan gøre noget:

• Stop med at tro, at du skal regne det hele ud fra dag ét. Faderskabet er ikke et projekt, der skal optimeres – det er noget, du lærer undervejs.
• Tal med andre fædre. Ikke dem, der kun fortæller røverhistorier om, hvor lidt de sover, men dem, der faktisk tør sige, hvordan det føles.
• Lær at give slip. Ikke på dig selv, men på ideen om, at du stadig kan leve præcis som før.
• Find glæden i det små. At falde i søvn med et barn på brystet er ikke en spildt aften – det er en af de aftener, du kommer til at savne mest.

DERFOR ER DET VIGTIGT

Hvis vi ikke taler om, hvor meget faderskabet ændrer os, får vi mænd, der trækker sig. Mænd, der ikke tør indrømme, at de er ved at knække, fordi de tror, de er de eneste, der har det sådan.

Men vi kan gøre det anderledes. Vi kan begynde at se faderskab som noget, der kræver støtte – ikke kun for barnet og moren, men også for faren. For når vi gør det, får vi fædre, der ikke bare overlever rollen, men faktisk lever i den.

Og det gør en forskel.